HostedCMS Help | CMS & Shop

Dansk English

1.7. Spam-blokering

De fleste brugere af internettet er bekendte med ”spam”, specielt i forbindelse med e-mails. Kort fortalt er spam uopfordrede kommercielle beskeder, eller nogen der forsøger at sælge dig noget. Udover e-mail spam i din indbakke, forsøger spam-robotter også at udnytte dit website til spam. Det er både ift. e-mails der udsendes via websitet, men også bruger-genereret indhold fra f.eks. blog-modulet. Spam-robotterne efterlader beskeder til dig, dine brugere og søgemaskinerne.
Det er ulovligt at genere spam, men desværre ofte umuligt at finde frem til synderne. Derfor gør HostedCMS alt for at bekæmpe spam, og vil løbende udvide med nye spam-blokeringer. I det følgende beskrives de forskellige typer af spam, hvad vi gør for at forhindre det, og hvad du selv kan gøre.
 

Spam indhold på dit website (blog, forum etc.)

Spam-robotter vil forsøge at generere indhold på dit website, f.eks. via kommentarer på blog modulet. Det er derfor vigtigt at have aktiveret spam-tjek under indstillinger. Spam-tjekket er en automatisk boks, hvor brugeren bliver bedt om at indtaste to ord. Det er ikke nødvendigt at indtaste begge ord korrekt. Et eksempel er indsat nedenfor.

Enkelte af spam-robotterne er intelligente og er i stand til at tyde ovenstående boks. Boksen tjekker dog også op imod en fælles ip-database, hvor spam-robotter er registreret fra hele verden. En ip-adresse der er registreret i denne database, vil også blive afvist.
Samtidig har HostedCMS indbygget sine egne spam-blokeringer, og registrerer hver uge nye spam-robotter i sit ip-filter. Registreringen sker efter en række regler som HostedCMS har opsat – og som løbende vil blive udvidet i takt med at spam-robotterne bliver mere intelligente.
 

Spam e-mails i din indbakke

Spam-robotter er altid på udkig efter nye e-mail adresser til sin database. Er ens e-mail adresse først registreret af en spam-robot, er der ingen afmeldingsfunktion. De fleste er af den mening, at det er umuligt at sløre sin e-mail 100 % på internettet. Ønsker man at sløre sin e-mail på websitet, kan man aktivere spam-blokering under indstillinger. Spam-blokering laver e-mail adressen om til et billede, som spam-robotterne ikke kan læse. Husk at vælge tekst-farven på din spam-blokering, så den passer med websitets farver.
Selvom din e-mail er registreret af spam-robotter, er det ikke for sent at aktivere spam-tjek. Det vil betyde at nye spam-robotter ikke får fat i din e-mail adresse.
Det er selvfølgelig vigtigt at tænke over hvor din e-mail ellers publiceres på Internettet. Ved at søge efter din e-mail adresse på Google, kan du se hvilke sider den er registreret på.

Hvordan blokeres spam e-mails i din indbakke? Nyere versioner af e-mail programmer, f.eks. Outlook, sørger for at frasortere spam ned i ”Uønsket post”. Det samme gør online e-mail som Gmail, hotmail og Hosted Exchange. Derudover er det vigtigt at have et anti-virus program, som typisk frasorterer både spam og andre ondsindede e-mails.
Hvis dit e-mail program er af ældre dato, kan en opgradering anbefales. Ellers findes der programmer som frasorterer spam – find dem via Google ved at søge på ”anti spam”.


Spam e-mails fra dit website (kontaktformular, nyhedsbrev tilmelding etc.)

Spam-robotterne forsøger at udfylde de formularer, som kan udfyldes på websitet. Det kan være kontaktformularer, nyhedsbrev tilmelding mv. Her er det som ved blokering af spam-indhold vigtigt, at aktivere spam-tjek under INDSTILLINGER. Læs afsnittet ”spam indhold på dit website” for en beskrivelse af funktionen, samt hvad HostedCMS gør for at modvirke udsending af spam-emails fra dit website.